Der har været nogle perioder i historien, hvor musikken har været en del af et oprør, og det er næppe mere tydeligt, end det var i tresserne. Der fik det oprør, som de unge kom med, en mening, og musikken spillede en rolle mod krigen i Vietnam, mod det patriarkalske samfund, som man gjorde op med, og de politikere, som med et stærkt konservativt præg gjorde verden til et underligt sted.
De unge samledes om musikken og tekster fra blandt andet nobelprismodtager Bob Dylan, som om det var lovtekster, og de var med til at forme oprøret mod krig og mod det pæne og borgerlige.
Musikken og teksterne handlede om stoffer, om det frie liv og den måde, som fremtidens samfund skulle se ud på. Det kom ud i musikken, tøjet, håret, og det var tydeligt, at der nu var en direkte kamp mellem det etablerede system og de unge, som stod og kæmpede med så fredelige midler, som de kunne.
Selv i lille Danmark kom der et oprør, og Peter Belli blev arresteret for at ryge hash på Folketingets trappe, Christiania blev en realitet, og musikken var igen med som en provokerende militærtromme, der piskede de unge fremad i det totale oprør.