Den klassiske musik er ikke let at spille. Det er komplekse nodeark, som man kan se musikerne sidde og studere, og de bruger mange timer på at lære de enkelte stykker og passager, for der er ikke plads til fejl, når de først sidder i orkestergraven og skal give tilhørerne en oplevelse for livet.
Men det skal ikke kun være fejlfrit, nej det skal også være med passion og indlevelse, at musikken bliver spillet.
Fælles for alle de klassiske musikere, som vi ser til de store koncerter, og som mange af os ser til the last night at the proms eller måske til den mest obligatoriske koncert af alle, nytårskoncerten fra Wien, er alle uddannede på konservatorier over hele verden, og alle har de et speciale i det instrument, som de spil
ler til perfektion, og som de siden barndommen nok har brugt mindst et par timer eller 5 på hver dag for at komme til at spille med i de store orkestre, som samtidig bliver dirigeret af de største i verden. For det er slet ikke nok, at du samler mange af de bedste musikere i verden, nej du skal også have de bedste til at dirigere dem for at forsøge at opnå perfektion.
De musikere, der er i de store orkestre, har ud over deres uddannelse også mange års erfaring fra mindre orkestre, inden de lander der, hvor de spiller med de bedste, og hvor de kan tilbringe de mange timer med ligesindede og lige så talentfulde musikere som dem selv. At de er sammen med ligesindede giver dem også en mulighed for at kunne sparre og nå en større forståelse og en bedre fortolkning af de værker, som de skal spille.