Disse kunstnere har tit og ofte været dem, som mange har set som provokerende. Deres massive stofmisbrug, androgyne påklædning og med tekster så finurlige og tvetydige, at ingen, ikke engang kunstneren selv, helt har forstået, hvad de har skrevet.
Den blege, hvide hertug, som var et af de navne, Bowie havde, refererede lige så meget til kokain og heroin som til hans udseende, for stofferne gjorde den i forvejen blege mand næsten grå og kraftigt undervægtig. Men musikken, som han skrev sammen med Iggy Pop, var p
rovokerende, teksterne fantastiske, og det provokerede det grå borgerskab i så stor en grad, at de på mange områder var jaget vildt, men deres popularitet gjorde, de ikke blev straffet eller gjort forbudt.
Iggy Pop var kendt som the wild child, og det var han med god grund, mens Bowie brugte Ziggy Stardust som alter ego. En verden, som var et bizart totalteater, og som de unge tog til sig, som var det modermælk, og det gav kunstnerne blod på tanden til at fortsætte stilen og give de unge vind i sejlene i det oprør, som de unge havde gang i. En symbiose, som ikke er set mange gange i kunstnerverdenen.